Et par uger inden jeg fyldte 9 hørte jeg en helt fantastisk sang i radioen - How Do You Do med Roxette! Som den første, tryllebandt den mig og jeg var solgt. Det var starten en lang rejse gennem musikkens verden, som i den grad har ført mig rundt i verden på opdagelser og givet mig nogle af de fedeste, vildeste, og mest surrealistiske oplevelser i mit liv. Med årene har min musiksmag ændret sig noget, mit fokus har flyttet sig, men denne ene sang står nok mit hjerte allernærest.
Pludselig ændrede min ønskeseddel sig drastisk, og øverst stod pludselig, Roxette Tourism -på kasette bånd, naturligvis ;-) Min mor var noget skeptisk husker jeg, jeg havde jo kun hørt det ene hit og som hun rigtig nok pointerede så var der jo mange flere sang på albummet og hvad hvis jeg nu ikke kunne li dem? Men jeg husker at jeg bare vidste det ikke ville være tilfældet. Min mor må have givet efter for jeg fik det og sandt nok, jeg ELSKEDE det... og ikke mindst Per Gessle -hans stemme er for sej, og nøj hvor var han cute!
Året efter skulle de så spille i Danmark, min mor købte billetter og jeg glædede mig helt vildt! Kan huske jeg talte ned til dagen! Men den endte desværre med at blive aflyst -et af mine få barndomstraumer ;-) I en hel del år var Roxette min altoverskyggende favorit, men siden hen kom Oasis, Manic Street Preachers, og så nåede jeg de sene teenage år og kastede mig over bands som Guns N Roses, Motley Crue, Skid Row, etc. -nu var det dog mere genren af musik fremfor ét specifikt band jeg dyrkede.
Roxette holdt dog en hel særlig plads i mit hjerte selvom der nogle gange kunne gå år mellem jeg satte det på. De er dog i ny og næ, og særligt de senere år, blevet blæst ud gennem højtalerne herhjemme :-D
I aften lykkedes det mig så endelig at få set dem live, og sikke en oplevelse! Der var engang hvor jeg fik et sug i maven hver gang jeg så nogle af mine idoler live, men jeg har set RIGTIG mange koncerter, og været til næsten ligeså mange backstage fester, så nu om dage hører det der sug til sjældenhederne (sidst var i L.A. hvor jeg var til privat koncert med the Goo Goo Dolls, sammen med kun 50 andre). Roxette klarede dog et godt langt sug, og et kæmpe stort gladt barnesmil på mine læber... der viste sig desværre hurtigt skår i glæden, for gruppens kvindelige halvdel, Marie Frederiksson, kan ikke længere synge! Det var til tider pinligt, men hun kæmpede og publikum skrålede så højt at det ikke gjorde helt så meget. Hun var for få år siden ved at dø af en svulst i hjernen, og efter alt at dømme har hun vist aldrig helt kommet sig.
Per derimod synger stadig ligeså dybt og lækkert som altid, og hold da op han vækkede lige den gamle barndomsidol-forelskelse til live igen -han har stadig looks & charm!
Den der lækre flaske Cava bobler min veninde og jeg delte på en lille time, gjorde selvfølgelig også stemningen endnu hyggeligere, og den hjalp også lidt på det faktum at vi stod i mudder til anklerne (oh tak for redningen mine dejlige gummistøvler).
FED AFTEN
Godnat!
