Viser opslag med etiketten barndoms minder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten barndoms minder. Vis alle opslag

torsdag den 5. januar 2012

Heldige lille mig


Et styks bøf i selvvalgt nattøj, og godt igang med en leg

Lykken var stor kan i tro, da jeg her til eftermiddag faldt over disse små væsner i verdens mest fantastisk legetøjsbiks (AB Legetøj på Trianglen)! Jeg elskede Legos Fabuland da jeg var yngre og gør det såmen stadig, selvom det nu er givet videre til mit afkom. Hun elsker det heldigvis også. 
Fabuland gik desværre ud af produktion i slutningen af 80'erne, længe inden jeg var gammel nok til at sætte pris på det, eller for den sags skyld købe noget for egne penge. Da jeg var lille havde jeg langtfra ligeså meget legetøj som Cassie, men min samling Fabuland var nu ret stor. Dog var der nogle figurer jeg altid savnede, og de fleste af dem er nu endelig, efter små 20 år kommet hjem! Og så er de endda sprit nye! ... vi snakker så ikke om hvad jeg måtte hoste op med for de 3 små dyr ;-D

lørdag den 23. juli 2011

Gen-forelskelse

Et par uger inden jeg fyldte 9 hørte jeg en helt fantastisk sang i radioen - How Do You Do med Roxette! Som den første, tryllebandt den mig og jeg var solgt. Det var starten en lang rejse gennem musikkens verden, som i den grad har ført mig rundt i verden på opdagelser og givet mig nogle af de fedeste, vildeste, og mest surrealistiske oplevelser i mit liv. Med årene har min musiksmag ændret sig noget, mit fokus har flyttet sig, men denne ene sang står nok mit hjerte allernærest.
Pludselig ændrede min ønskeseddel sig drastisk, og øverst stod pludselig, Roxette Tourism -på kasette bånd, naturligvis ;-) Min mor var noget skeptisk husker jeg, jeg havde jo kun hørt det ene hit og som hun rigtig nok pointerede så var der jo mange flere sang på albummet og hvad hvis jeg nu ikke kunne li dem? Men jeg husker at jeg bare vidste det ikke ville være tilfældet. Min mor må have givet efter for jeg fik det og sandt nok, jeg ELSKEDE det... og ikke mindst Per Gessle -hans stemme er for sej, og nøj hvor var han cute!
Året efter skulle de så spille i Danmark, min mor købte billetter og jeg glædede mig helt vildt! Kan huske jeg talte ned til dagen! Men den endte desværre med at blive aflyst -et af mine få barndomstraumer ;-) I en hel del år var Roxette min altoverskyggende favorit, men siden hen kom Oasis, Manic Street Preachers, og så nåede jeg de sene teenage år og kastede mig over bands som Guns N Roses, Motley Crue, Skid Row, etc. -nu var det dog mere genren af musik fremfor ét specifikt band jeg dyrkede. 
Roxette holdt dog en hel særlig plads i mit hjerte selvom der nogle gange kunne gå år mellem jeg satte det på. De er dog i ny og næ, og særligt de senere år, blevet blæst ud gennem højtalerne herhjemme :-D

I aften lykkedes det mig så endelig at få set dem live, og sikke en oplevelse! Der var engang hvor jeg fik et sug i maven hver gang jeg så nogle af mine idoler live, men jeg har set RIGTIG mange koncerter, og været til næsten ligeså mange backstage fester, så nu om dage hører det der sug til sjældenhederne (sidst var i L.A. hvor jeg var til privat koncert med the Goo Goo Dolls, sammen med kun 50 andre). Roxette klarede dog et godt langt sug, og et kæmpe stort gladt barnesmil på mine læber... der viste sig desværre hurtigt skår i glæden, for gruppens kvindelige halvdel, Marie Frederiksson, kan ikke længere synge! Det var til tider pinligt, men hun kæmpede og publikum skrålede så højt at det ikke gjorde helt så meget. Hun var for få år siden ved at dø af en svulst i hjernen, og efter alt at dømme har hun vist aldrig helt kommet sig.
Per derimod synger stadig ligeså dybt og lækkert som altid, og hold da op han vækkede lige den gamle barndomsidol-forelskelse til live igen -han har stadig looks & charm! 
Den der lækre flaske Cava bobler min veninde og jeg delte på en lille time, gjorde selvfølgelig også stemningen endnu hyggeligere, og den hjalp også lidt på det faktum at vi stod i mudder til anklerne (oh tak for redningen mine dejlige gummistøvler).

FED AFTEN 

Godnat!

tirsdag den 17. maj 2011

Dagens fangst!



Jøsses hvor jeg grinede da jeg hertil aften tømte Cassies lommer og taske efter en dejlig tur på Frilandsmuseet med børnehaven. Damen har hel klart et veludviket samler gen, ligesom sin mor -vi har en efterhånden ret imponerende samling af sten og pinde i vindueskarmen!

... Lad mig lige præcisere det der med at grine: jeg grinede da jeg stod og kiggede på den samlede fangst! Derimod var min reaktion var en noget andet da jeg hev et sneglehus op af hendes jakkelomme, Aaaadrk (betænksomt nok havde hun dog taget et uden snegl i).

Da smilet havde fortaget sig tænkte jeg nærmere over situationen, fik lidt sved på panden og tænkte åh-åh nu begynde det! Altså den periode hvor man finder dyr og grene og blade, og andet godt i barnets lommer! Tro mig, min mor har fortalt mange gode historier om hvad jeg havde med hjem i lommerne. Jeg ville dyrene jeg stoppede derned det bedste! Med sig fik de nemlig både jord og blade, så de kunne ligge blødt og godt og også få noget at spise. Jeg havde alt fra orme og mariehøns, til myrer og snegle med hjem... dog var de fleste døde når de efter min sengetid blev fisket op og smidt ud!

Nuttet, men i fremtiden må jeg vist hellere kigge ned i dybet inden jeg stikker hånden derned og fisker i blinde. OG, denne procedure skal ske det øjeblik vi træder ind af døren... hvem ved hvad der ellers kunne finde på at kravle ud fra damens gemmer?!? Kryb har jeg sgu fået nok af for denne sæson!

fredag den 13. maj 2011

2 barnedrømme går i opfyldelse!!!

For nogle vil det følgende nok lyde lidt nørdet, men altså...

Lige siden jeg var.... 12 tror jeg... har jeg været riiiimelig stor cykelsport fan! Hver sommer sidder jeg klistret til tv'et når Giro d'Italia, Vuelta a Espana, og især Tour de France ruller over skærmen, og resten af cykelsæsonen følger jeg med så godt jeg kan. Jeg har altid drømt om at få lov at se sidste etape af Tour de France live, se dem alle suse forbi over Champs Elysees brosten! aww, kriller i maven!
Og tænk sig en gang, det er lige gået op for mig at jeg har en flybillet til Paris lør d.23 juli og Touren rammen denne, byernes by, søn d.24 juli! ARGH det er jo for vildt.

... Det bliver den vildeste weekend, for ikke nok med det, så skal jeg fre d.22 juli i Tivoli og få opfyldt endnu en af min barnedrømme! Jeg skal nemlig ind og se Roxette live på plænen!! ARGH igen.
Da jeg var 8 år gammel forelskede jeg mig i Per Gessle og Roxette! Det var det første band der gik lige i hjertet på mig! Mange fulgte siden hen, men Roxette har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Da jeg så var 10 år kom min mor en dag hjem og fortalte at hun havde købt Roxette koncert billetter til mig og hende selv! Ren ekstase! Desværre blev koncerten aflyst - jeg tudede en hel aften mens jeg sad og så tegnefilmen Aladdin som var en trøstegave fra mine forældre - og så vidt jeg ved har de aldrig spillet i Danmark siden... før nu! Det bliver bare så sjovt at opleve dem live. 
I 1993 hvor jeg skulle have set dem ville det have været min allerførste koncert, nu har jeg mindst et par hundrede på bag'en, har festet backstage med diverse rockstjerner, og datet en del (før min tid som mor), men ikke desto mindre bliver det bare noget hel særligt at se Roxette, dem der tændte min passion for musik!  

Jeg har aldrig haft prinsesse drømme, aldrig drømt om mit bryllup og den dersens hvide kjole (hmm, det er måske derfor jeg stadig er single!?! haha). Jeg drømte om musik, om rockstjerner og koncerter, og om at rejse ud og se det samme af verdenen som havde inspireret disse kunstnere til at skrive den musik jeg holdt så meget af!!! Sådan er vi jo så forskellige... 

tirsdag den 29. juni 2010

Bonderoser & Barndomsminder


Ren sommer nydelse er hvad de er! Som barn havde mine forældre en stor bonderosebusk i haven, og jeg kan huske jeg elskede dens blomster som var en flot, dyb pink nuance. Derudover kan jeg huske at lige inden de strore knopper sprang ud var de fyldt med små myrer der guffede en eller anden sød nektar i sig, og jeg tænkte hvert år at jeg også synes de så ret appetitlige ud!
Nu har jeg igen fået bonderoser -denne gang af den afklippede slags, og i en sart lyserød -næsten endnu mere fantastiske!