Jeg har det for tiden med at træffe nogle halv skidte beslutninger, synes jeg! Når jeg står med et valg ved jeg godt hvad jeg bør vælge, men da det sjældent er det samme som det jeg har LYST til at vælge, ja så bliver beslutningen lidt hårdere at træffe. I disse dage synes det faktisk ret umuligt, for jeg vælger udlukkende med hjertet!
For det meste har mit dilemma at gøre med shopping! Jeg mangler selvdisciplin og forkøber mig! Jeg ved jeg ikke burde, for finanserne rækker ikke helt så langt. Alligevel kører jeg kortet igennem, lukker øjnene og trykker godkend. I starten er fornemmelsen god, men det fortager sig og så melder den dårlige samvittighed sig, øv!
Derefter tager jeg så lige en alvorlig snak med mig selv og lover at nu er det slut med den slags fråds... næste uge/måned gør jeg så nøjagtig det samme! Ih altså, jeg er for nem -for nem at friste! (Ja mange af jer kender det nok godt). Shopaholic? Ja det tror jeg faktisk nok, men altså i en mild grad!
Nogle gang har de der dårlige beslutninger så intet at gøre med shopping.
Som f.eks nu hertil morgen hvor beslutningen om at pjække er taget! Dumt? ja, for vi laver gruppearbejde og jeg har et ansvar som jeg nu ikke opfylder, og så har jeg også fri i morgen! Dog er min undskyldning ikke helt dårlig: C har været vågen i nat og var umulig at vække, og da vi i eftermiddag skal i Tivoli og se tante Caroline danse ballet, tænkte jeg at det nok var bedst for alle parter at damen fik lov at sove længe! OG, så regner det jo vildt meget. På trods af alle de "gode" undskyldninger sidder jeg altså med en lidt dårlig smag her kl.8.15, tidspunktet hvor vi plejer at være på vej til børnehave.

