"Hvorfor har jeg ingen far, mor?"

Ja så blev bloggen lige en hel del mere personlig for en stund, men det må den vel også gerne!

Cassie stiller mange spørgsmål, om alt mellem himmel og jord, og mere til. Hun er kvik og meget følsom... nogle gange nok mere end jeg synes hun burde, men det hverken kan eller vil jeg lave om på, så jeg må bare støtte hende det bedste jeg ved og besvare hendes spørgsmål så godt jeg kan! Men hvad pokker siger man lige når ens lille guldklump kommer og stiller en så stort et spørgsmål som hvorfor hun ingen far har? Det er jo helt naturligt, for hun kan jo sagtens se at vores lille familie er lidt amputeret i forhold til vennernes, og sådan i al almindelighed. Det er saft-susmer bare svært at forklare så vigtigt, kompliceret, og følelsesladet et issue til en 3 årig! Og puha hvor gør det ondt at vide det er så store ting min lille pige går og grubler over!! Jeg får dårlig samvittighed og så alligevel ikke, for jeg ved jeg tog den rette beslutning og ved at hun/vi har fået et langt bedre og trygere liv - med en meget lysere fremtid - her i Danmark end vi nogensinde ville have kunnet opnå i USA! Jeg føler skyld fordi jeg i teorien har frarådet hende muligheden for at kende sin far, men hvis han virkelig havde ønsket et forhold til hende, så ville han også have haft det for jeg prøvede gang på gang i hendes første leveår at etablere en kontakt, men uden noget som helst konkret fra hans side. Det forstår Cassie jo bare ikke, og der vil gå mange år før hun (forhåbentlig) gør. Det er altså også svært at forklare hende at hendes far egentlig er en sød og god fyr, som bare havde rygrad som en regnorm og ikke var vild med idéen om at få barn med en pige han ikke kendte ret godt, og især ikke når pigen i 3 måned flyttede om på den anden side af jorden!!!
Lige nu forstår hun det ikke, men ser bare at de andre har noget hun ikke har, og lider i nogen grad et afsagn... selvom jeg tror det er et meget lille et for hun mangler absolut intet, mindst af alt kærlighed og omsorg! Og nu det er jo heller ikke fordi hun går og er trist over det i hverdagen... men en gang i mellem rør det hende, det gør det. Åha!

Fra hun første gang spurgte til sin far og så til nu er det blevet både nemmere og sværere at svare på det. Nemmere, fordi hun forstår så meget mere og man langt bedre kan forklare hende ting og deres sammenhæng. Sværere, fordi hun kræver mere af mig end blot "fordi i vores lille familie er det bare dig og mig skat, og mor eeeelsker dig SÅ højt", nu tænker hun over mit svar og spørger ind til det, og jeg kan se det kører rundt i hovedet på hende!

Nå men hvad svarer man så? Jeg svarede "Det har du også skat, han bor bare meget langt væk, i et andet land. Engang boede mor også derovre og der kendte jeg din far. Jeg ved godt det er meget svært at forstå at han så ikke er her sammen med os/ dig, og at det er lidt mærkeligt... det er helt okay, skat! Alle familier er forskellige, nogle er store og andre er små ligesom vores. Selvom vi kun er dig og mig er vi en rigtig dejlig familie! Du skal vide at du altid gerne må spørge mig om din far -hvis der er noget du går og tænker over, eller hvis der er nogen i børnehaven der spørger dig om ham, eller hvis der er noget du er ked af. Det er ok, mor vil altid gerne snakke med dig om ham. Så skal du også bare vide at jeg elsker dig meget højt og mere end noget andet, og jeg er så stolt af dig skat!"

... Ved ikke om mit svar var det bedste der findes eller om det hjalp hende, men det kom fra hjertet! Jeg ved godt det er meget for en på 3 at skulle fordøje, men jeg tror på at sandfærdighed og åbenhed i længden vil gøre det nemmere for hende forstå og leve med. Hun skal ikke have mere information eller flere detaljer end hun beder om, og det er svært at afkode hvor stort og dybt hendes behov er, men jeg bliver bare også nødt til at ruste hende til at svare på andre børns (til tider hæmningsløse) spørgsmål. Håber det lykkedes mig uden at forvirre hende yderligere